top of page

TEMA: MIMUMSNORMERINGER

Minimumsnormeringer løfter ikke kvaliteten lige så godt med en medhjælper som med en pædagog

I aftalen om de ekstra 1,8 mia. kr. til minimumsnormeringer er der fokus på, om normeringerne løftes af pædagoger eller pædagogmedhjælpere. Dagtilbudsforskning viser, at de voksnes uddannelsesniveau i daginstitutionen har betydning for den pædagogisk kvalitet for børnene. Men udsigten til at mangle uddannede pædagoger udgør en mulig barriere for at skabe den bedste kvalitet for børn i dagtilbud

COLOURBOX18076994.jpg

Minimumsnormeringer risikerer ikke at forbedre kvaliteten for børn, så meget som de kunne. Det skyldes, at der mangler pædagoger, og at en erstatning med pædagogmedhjælpere svækker kvaliteten. Læringslaboratorier kan hjælpe til at løse problemet, fordi de gør forskellen mellem pædagoger og medhjælper mindre. 

Foto: Colourbox.

Af Signe Bohm

Den 3. marts 2021

Hvis vi ikke lykkedes med at løse problemet med mangel på pædagoger, så kan det gå ud over kvaliteten for vores børn i dagtilbud. For kvaliteten for børn i dagtilbud er bedre, når de voksne er pædagogisk uddannet, end når de ikke er uddannet, viser forskningen på området. Det betyder, at det ikke er ligegyldigt om normeringen i daginstitutioner består af pædagoger eller pædagogmedhjælpere. Se andelen af pædagoger i din kommune her.

 

Med en stigende pædagogmangel i det næste årti er erfaringer med læringslaboratorier i Randers Kommune måske en vej, der kan inspirere. Laboratorierne gør den faglige forskel mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere mindre i hverdagen, vurderer dagtilbudsleder Marianne Bundgård.

Læringslaboratorier er en vej til at mindske uddannelsesforskellen

Dagtilbudsleder Marianne Bundgård

Pædagogmanglen vokser det næste årti

Indførslen af minimumsnormeringer betyder, at der er brug for endnu flere pædagoger, hvis andelen af pædagoger skal fastholdes på det nuværende niveau. I forvejen bliver pædagogmanglen blot forværret de næste ti år, fordi der bliver født flere børn. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af børn i børnehave og vuggestuealderen stiger med ca. 50.000 børn, og det kalder på mange flere pædagoger.  

 

Men minimumsnormeringer og stigende børnetal kan blive et stort problem, fordi der allerede i dag er mangel på pædagoger. Københavns Kommune er en af de kommuner, der i dag ikke kan ansætte de pædagoger, som de har

brug for. Børne- og ungeborgmester Jesper Christensen hejste derfor allerede i sommeren 2020 et flag for, at: ”Den største udfordring for at skabe bedre normeringer er, at der er mangel på pædagoger. Det betyder, at det kan være svært at rekruttere uddannede pædagoger allerede i dag.”

 

Læringslaboratorier opløser noget af uddannelsesforskellen

Forskning har igen og igen vist, at der er en klar sammenhæng mellem de voksnes uddannelse i dagtilbud og børns udvikling. Noget forskning peger endda på at uddannelse, er en af de faktorer med størst betydning for kvaliteten for børn. Jo bedre uddannet voksne, jo bedre udvikling for børn socialt og kognitivt (link til underside).

 

I en tid med pædagogmangel, mener Marianne Bundgård fra Børnehuset Bækkestien i Randers Kommune, at deres erfaringer med de såkaldte læringslaboratorier er værdifulde. ”Læringslaboratoriet er en vej til at mindske uddannelsesforskellen”, vurderer Marianne Bundgård. Børnehaven har deltaget i et internationalt projekt sammen med forskere fra Aarhus Universitet.

 

VALUE-projektets resultater i de tre deltagende danske dagtilbud er netop offentliggjort. Resultaterne viser ifølge professor Bente Jensen, som er ansvarlig for projektet, at:” Læringslaboratorier kan øge den pædagogiske kvalitet.” Hun udtaler, at det sker fordi: ”Man får hele det pædagogiske personales ressourcer i spil, så man sammen kan løfte kvaliteten.”

 

Alle hænder tæller

Marianne Bundgård stiller ikke spørgsmålstegn ved forskningens resultater om, at uddannede kan skabe bedre kvalitet for børnene end ikke uddannede voksne. Hun siger: ”Alt andet lige er det sådan, at jo mere viden man har, jo bedre kvalitet skaber man. Men hvordan er det så, at vi sikrer, at så mange som muligt har den viden”, spørger Marianne Bundgård retorisk. Og for Børnehuset Bækkestien var det styrede refleksionsrum i læringslaboratoriet svaret.

 

I læringslaboratoriet indgår pædagogmedhjælperne på lige fod med pædagoger. Alle klædes på med den nyeste pædagogiske forskning, inden for et tema som for eksempel legepladsen. De reflekterer over forskningen og planlægger den pædagogiske praksis på legepladsen. ”Og hele tiden med afsæt i børnenes perspektiv”, understreger Marianne Bundgård.

 

”I et ressourcesyn, så mister vi en masse kompetencer ved ikke at have medhjælperne med. Fordi vi har bevæget os ind i en situation med mangel på pædagoger, så har vi brug for alle hænder. Og vi har brug for kvalitet i alle hænder, slutter Marianne Bundgård.  

 

bottom of page